Venskabsweekend
Venskabsweekend er lukkede grupper på 10-12 familier fra hele landet, der mødes og tager på weekendtur sammen et par gange om året.
Vi ønsker ikke at ekskludere nogen fra fællesskabet, men formålet er at danne nære relationer og venskaber, der udvikler sig gennem årene, og derfor er det ikke en åben gruppe.
Vi starter en ny gruppe op i weekenden 8.-10. oktober 2021. Hvis du vil med, så skynd dig at kontakte os
Når vi er af sted, har vi en weekend, der byder på en blanding af afslapning og aktivitet. Familierne og især de handicappede børn har meget forskellige behov, og der skal være plads til alle, både dem, der har brug for action, og dem, der har brug for mere rolige aktiviteter
En typisk venskabsweekend
Vi samles både om små uorganiserede aktiviteter som at lave snobrød over bål, kørestolsræs eller at flyve med drager på stranden, men også om at tage i svømmehallen eller lignende. Vi har også både haft besøg af musiker Michael Back fra musik-sjov.dk og af Klovnen Njetski.
Vi har også været på udflugter til Ree Park og Kattegatcenteret.
Vi har hidtil været på tur til Hou Søsportscenter syd for Aarhus, samt Dronningens Ferieby i Grenaa. Begge steder byder på dejlige handicapvenlige feriehuse og fine fællesfaciliteter. Vi har også planer om at besøg Musholm på Sjælland samt Slettestrand i det nordjyske.






Vores værdier
og værdien i dem
The new normal
Når man færdes ude med et barn, der sidder i kørestol, går med walker, har tykke briller, måske en talecomputer, eller som er kraftigt udadreagerende, må man tåle opmærksomhed fra fremmede. Det er et vilkår for handicapfamilier, og det er de færreste, der synes, det er rart. Selvom de fleste mennesker er søde og forstående, så er det ikke sjovt altid at skille sig ud og blive kigget på. På venskabsweekend er børn med handicap the new normal, og hvis der er andre familier på stedet, der har børn uden handicap, ja, så er det faktisk dem, der er lidt mærkelige. Her får vi handicapfamilier et pusterum - her er vi helt normale.
Nogen at spejle sig i
Børn med handicap har ofte sociale vanskeligheder - det kan både være fordi andre børn synes, de er mærkelige, eller fordi de ikke kan være med til at spille fodbold, eller fordi de måske ikke har et verbalt sprog. Men alle børn har brug for og ret til at have venner - og alle børn har brug for at være en del af et fællesskab, hvor de er ligeværdige.
Fokus på skyggebørnene
At være den raske søskende til et handicappet barn er en undervurderet udfordring. Søskendebørn kan kæmpe med skyld, savn, vrede, sorg og omsorg for deres handicappede bror eller søster, og også de har brug for at møde andre børn ligesom dem. De raske søskende skal altid vente, de skal altid hjælpe, de skal altid forstå. Samtidig kan deres familier ofte ikke være med til alt det, som kammeraternes familier tager for givet - en cykeltur, en skovtur, en tur på stranden.
Forældre
Forældrenes sorg over tabet af den familie, de troede, de skulle have er stor og kompleks, og den raske omverden kan ikke forstå, hvad de går igennem. Hvordan skulle de også kunne det? Ligesom søskende er bedsteforældre også en overset kategori, men også de går gennem en stor sorg, når de får et barnebarn med handicap - og tilmed er der sjældent rum til deres sorg, fordi de skal hjælpe deres egne børn igennem krisen. At se andre bære samme byrde, gør det hele lidt lettere.
Bedsteforældre
Ligesom søskende er bedsteforældre ofte en overset kategori, men også de går gennem en stor sorg, når de får et barnebarn med handicap. Tilmed er der ofte ikke plads og rum til deres sorg, fordi de skal hjælpe deres egne børn igennem krisen. Bedsteforældre kan være en kæmpe ressource, men de har også ret til og brug for at se andre, der bærer samme byrde. Det gør bare det hele lidt lettere at bære.
Erfaringsudveksling
Venskabsweekend handler også om at lære og lære fra sig. Vi udveksler erfaringer om skoler, børnehaver, aflastning, ansøgninger og bevillinger, kampe med kommunen, samt hjælpemidle
Gear, grej og fede køretøjer
