
Historien om CP Cool Kids
CP Cool Kids blev formelt stiftet i 2019 og udspringer af en anden CP-forældregruppe, “Venskabsweekend” med Pauline Sonne-Schmidt i spidsen, en gruppe, der allerede da havde eksisteret nogle år .
Tilbage i 2017 begyndte Pauline at snakke med Anne Korsgaard Kjeldahl, der året før havde fået en lille datter med CP. Anne og hendes mand Søren kendte ingen andre i samme situation, og de savnede et netværk af ligestillede. Pauline stablede derfor en tur på benene for en ny gruppe, der første gang mødtes på Hou Søsportscenter, og dermed blev fundamentet for CP Cool Kids lagt. CP Cool Kids er 100% uafhængig af den oprindelige Venskabsweekend-forening, men vi er gode venner og taler jævnligt sammen.
Siden den første weekend i er det blevet til weekendture til endnu en tur til Hou Søsportscenter, samt to ture til skønne Dronningens Ferieby i Grenå.
I 2021 udvider CP Cool Kids og etablerer en helt ny gruppe, der skal mødes i efteråret 2021 på Dronningens Ferieby i Grenå. Interesserede kan skrive sig på listen via vores kontakt-formular. Opstarten af det nye hold er støttet af Elsass-Fonden.
Ligeledes i sensommeren/efteråret 2021 starter CP Cool Kids en helt ny aktivitet op, nemlig familienetværet, et tilbud der skaber kontakt mellem CP-familier, så nye CP-familier kan få sig en rutineret netværksfamilie, de kan læne sig op ad. Familienetværket er udviklet i samarbejde med CP Danmark
Bestyrelsen


Anne Korsgaard Kjeldahl
Som stifter og formand driver Anne hverdagen i CP Cool Kids. Hun og Søren har datteren Karoline, der er født i 2016. Karoline er født to måneder før tid og har som følge deraf middelsvær diplegisk CP. Ud over Karoline, har Anne og Søren også Nanna fra 2013 og Mikkel fra 2018, der begge er sunde og raske. Familien bor i Århus. Professionelt arbejder Anne som proceskonsulent i en stor jysk industrivirksomhed.

Trine Wehnert
Trine Louise Wehnert er kasserer og hjælper med at drive foreningen og arrangere venskabsweekender. Trine er gift med Mikkel, og de bor i Glostrup. Sammen har de Hannah fra 2013 og Bertram fra 2017. Bertram har svær CP efter alvorlig sygdom som spæd og har blandt andet en talecomputer, en Tobii, som han styrer med øjnene. Trine er uddannet cand.mag. og arbejder i PFA pension.